Et mindre propelfly udbrændte totalt efter en nødlanding i nærhenden af Brædstrup i det østjyske lørdag formiddag.

Det oplyser vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi, Svend Pedersen, til BT.

»Piloten opdager, at der er et eller andet galt med flyet og får flyet ned igen. Her knækker noget af landingsstellet, og flyet bryder i brand, og det er  brændt helt ud,« siger han.

Flyet landede uden problemer på en lille privat flyveplads mellem Horsens og Brædstrup, før det brød i brand.

Der var ikke andre personer ombord end piloten, som umiddelbart virker til at være okay, fortæller Svend Pedersen:

»Han var stadig i flyet, da der gik ild i det. Han er blevet lettere forbrændt, og derfor er han blevet kørt til skadestuen i Horsens, så de lige kan kigge på ham. Selvfølgelig var han lidt chokeret, men vi kunne sagtens tale med ham,« fortæller vagtchefen.

Heldigvis var der ikke nogen på landjorden, der kom noget til.

Svend Pedersen ved dog ikke, hvad der præcist er sket i flyet, og hvorfor det brød i brand. Sagen er nu overgivet til Havarikommissionen, som skal forsøge at finde årsagen til ulykken.