En 65-årig mand blev natten til tirsdag fundet i god behold efter en større redningsaktion efter, at han var faret vil i et plantageområde ved Østerild i Thy mandag aften.
Det skriver TV Midtvest.
Ifølge vagtchef Lars Even fra Midt- og Vestjyllands Politi blev den 65-årige fundet i et svært tilgængeligt område ved Tømmerby Fjord nær Frøstruplejren.
Til mediet siger han:
»Vi brugte en helikopter til at finde ud af, hvor han var. Han havde forvildet sig ud på et dige med en å på den ene side og fjorden på den anden. Det er et sumpet og meget ufremkommeligt område, og vi kunne simpelthen ikke komme frem til ham med patruljer.«
En helikopter mere måtte sendes afsted, så manden kunne hejses op.
Han blev fundet ved 02-tiden og havde været forsvundet siden mandag aften klokken 15.
Han blev kørt til tjek på Thisted Sygehus.
Ifølge vagtchefen var han våd og kold men ved bevidsthed.
Manden havde sin mobiltelefon med, men han var forvirret og vidste ikke, hvor han var. Politiet kunne ikke spore mandens telefon, da der er langt mellem masterne i området.
