Da en gruppe forældre, der torsdag aften var samlet til forældremøde på den nordjyske Øster Jølby Friskole, stod udenfor for at trække noget frisk luft, så de pludselig en silhuet ved nogle træer.

»Jeg har en bombe og en pistol, og jeg vil bruge det, hvis ikke I skynder jer ind,« råbte silhuetten angiveligt på engelsk fra træerne.

Det skriver TV MidtVest.

Det fik de skræmte forældre til at løbe tilbage ind på skolen på Mors og ringe til politiet, som rykkede ud med det samme.

Da betjente ankom til stedet, fandt de ud af, at det var en lokal dreng på 14 år, der havde stået bag truslen. Det skriver Nordjyske. Han var hverken i besiddelse af pistol eller bombe, da han blev fundet.

»Vi betragter sagen som drengestreger i den grove ende af skalaen,« fortæller politikommissær Jørgen Jensen fra lokalpolitiet i Thisted til Nordjyske.

Da politiet fandt den 14-årige, var han sammen med to andre drenge på henholdsvis 11 og 13 år. Politiet mener ikke, at de har noget med sagen at gøre.

De sociale myndigheder, Morsø Kommune og SSP er underettet i sagen.