Det er lørdag kommet til uroligheder mellem gruppen Antifascistisk Aktion og den højreradikale gruppe Danmarks Nationale Front.

Sidstnævnte demonstrerer på Christiansborgs Slotsplads mod moskéer i Danmark, og her blev gruppen mødt af en moddemonstration.

- De to demonstrationer forløb egentlig fint hver for sig, men på et tidspunkt forsamledes en gruppe med tilknytning til Antifascistisk Aktion ved Rundetårn og søgte mod Christiansborg Slotsplads. De to demonstrationer kom tæt på hinanden, folk begyndte at maskere sig og der blev anvendt kasteskyts. Derefter opløste vi begge demonstrationer, siger vicepolitiinspektør Henrik Møller Jakobsen fra Københavns Politi.

Blandt andet blev lederen for Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse, Martin Rohde Kristensen, overfaldet og slået, som BTs billeder over artiklen her viser.

Se de dramatiske billeder: Voldsomt slagsmål foran Christiansborg

Billeder fra TV 2 News’ helikopter viser, at det i første omgang lykkedes politiet, der er massivt til stede, at skille parterne ad, men flere af demonstranterne forsøgte efterfølgende at omgå politiets afspærringer.

Ordensmagten fik herefter demonstranterne fra Danmarks Nationale Front transporteret væk fra slagmarken.

- Vi sørgede for, at den første demonstration kom væk fra området. Hvis den ene part ikke er til stede, så er det jo lidt svært at slås, siger Henrik Møller Jakobsen.

Politiet har en helikopter over slotspladsen og bruger såkaldte hollændervogne til at kontrollere folkemængden.

Billeder derfra viser også, at flere fra de to grupperinger kom i håndgemæng undervejs, ligesom begge grupper kastede flere genstande efter hinanden. Efter demonstrationerne på Christiansborg Slotsplads var blevet opløst, udviklede situationen sig til en større legen tag-fat rundt i det indre Københavns gader.

Blandt andet forsøgte venstre-ekstremisterne fra Antifascistisk Aktion at løbe rundt om Christiansborg, for at komme tæt på de højre-ekstremistiske demonstranter, hvilket dog ikke lykkedes.

Uroligheder under demonstration Nazi demonstration

Politiet var massivt til stede i området og ved metrobyggeriet på Gammel Strand blev en større gruppe anholdt ved hjælp af en slags knibtangsmanøvre, hvor politiet afspærrede den smalle gade i begge ender.

- Det er rigtigt, det er en af de strategier, vi kan anvende. Vi anholder de personer, hvor vi mener der er grundlag for en sag i retten og resten registrerer vi, siger vicepolitiinspektøren.

Lørdag eftermiddag ved 17-tiden havde politiet anholdt 11 personer, som kunne sættes i forbindelse med urolighederne og sammenstødene.

En enkelt person var desuden kommet til skade, da han blev ramt af en flaske.