En 40-årig kvinde og to børn på 11 år blev tirsdag aften fanget af strømmen ud for Hornbæk.

Tirsdag aften modtog Nordsjællands Politi en anmeldelse om, at tre personer kæmpede for at komme tilbage til kysten 100 meter ude for Hornbæk Strand.

Politiet iværksatte en redningsaktion og sendte både helikopter, ambulancer og politi til stranden, men det lykkedes alle tre at komme ind til kysten selv.

»Den ene af pigerme kommer ind først, og dernæst får den anden kæmpet sig ind,« siger vagthavende ved Nordsjællands Politi til B.T.

Lidt efter lykkedes det kvinden at kæmpe sig ind til strandkanten igen, men derefter mistede hun bevidstheden og måtte have førstehjælp.

Den 40-årige kvinde og den ene af de 11-årige piger er nu fløjet til Rigshospitalet i en redningshelikopter til observation.

Nordsjællands Politi melder, at de to 11-årige piger er uskadte.