Tidligt mandag formiddag udspillede der sig en voldsom episode på en skole i Roskilde.
Klokken 09.23 modtog Midt-og Vestsjællands Politi en anmeldelse om, at en ung mand var troppet op på TiendeklasseCenter Roskilde (TCR) på Bakkesvinget 67 og havde overfaldet - en anden ung mand - på stedet.
»Han indfinder sig på skolen og spørger efter en navngiven ung mand, som han på et tidspunkt får øje på. Og så bliver han slået med en genstand, formentlig et koben eller et stoleben,« siger vagthavende ved Midt-og Vestsjællands Politi Boye Rasmussen.
»Nogle lærere og elever forsøger at få ham væk fra stedet og væk fra skolen. Vi kommer til stedet kort efter anmeldelsen og anholder overfaldsmanden.«
Offeret kom, ifølge Boye Rasmussen, ikke alvorligt til skade.
Men der blev ringet efter en ambulance, og han blev kørt til Holbæk Sygehus.
Ifølge B.T.s oplysninger skal overfaldsmanden angiveligt havde opsøgt og overfaldet eleven, fordi overfaldsmanden tidligere er blevet mobbet af offeret.
Det motiv kan Midt-og Vestsjælland dog hverken be-eller afkræfte.
Overfaldsmanden vil i morgen blive fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Roskilde.


