Sen fredag eftermiddag udspillede der sig et drama på parkeringsplads på Rødegårdsvej i Odense. 

Her påkørte en ældre mand en parkeringsvagt og stak efterfølgende af. 

Fyns Politi bekræfter til TV 2 Fyn, at politikredsen modtog en anmeldelse klokken 16.59 og rykkede ud til parkeringspladsen. 

»Nogle uoverensstemmelser mellem bilisten og parkeringsvagten leder til, at parkeringsvagten bliver påkørt,« siger vagtchef hos Fyns Politi Torben Jakobsen til TV 2 Fyn.

Videre oplyser han, at det tyder på, der er tale om en forsætlig påkørsel.

Vagtchefen vil dog ikke udtale sig om, hvad uoverensstemmelserne bundede i. 

Men han medgiver, at bilisten kørte fra stedet efter påkørslen. Efterfølgende har politiet gennem deres eftersøgning fundet frem til gerningsmanden ved hjælp af nummerpladeregistrering.

Der er tale om en mand i slutningen af 60erne, som nu bliver afhørt og sigtet for vold, da politiet formoder handlingen var forsætlig.

Parkeringsvagten er »ikke umiddelbart« kommet til skade, skriver mediet.