Natten til mandag blev en patrulje opmærksom på en bilist, der kørte med meget høj hastighed på Gørlev Landevej.

Det skriver Midt- og Vestjsjællands Politi i døgnrapporten.

Patruljen forsøgte efterfølgende at få bilisten til at stoppe, men det ønskede han ikke at gøre.

Efter at patruljen flere gange havde forsøgt at få standset bilisten, holdt han pludselig ind på en parkeringsplads.

Bag rettet sad en 34-årig mand, og da en af betjentene forsøgte at få bilen slukket, startede den 34-årige bilen igen og begyndte at køre, selvom betjenten havde overkroppen inde i bilen.

 Betjenten blev trukket med bilen.

Bilen blev dog hurtigt stoppet igen, hvorefter manden stak af fra køretøjet gennem passagersidens dør.

Manden blev hurtigt stoppet og anholdt, og ved en nærmere gennemgang både af mandens tilstand og bilen, kunne det konstateres, at han var påvirket, havde fået inddraget sit kørekort og bilen var stjålet.

Den 34-årige blev  sigtet for spirituskørsel, kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer, kørsel trods administrativ inddragelse af førerretten, brugstyveri af køretøj og vold mod polititjenestemand.