Torsdag udspillede der sig nogle ubehagelige scener på Egelundskolen i Albertslund.
Her blev en elev stukket med en saks af en anden elev efter et skænderi.
Eleven blev herefter kørt på hospitalet og behandlet for mindre skader.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi til B.T.
»Undersøgelser tyder på, at den sårede elev og en anden elev var blevet uvenner forud for hændelsen. Politiet har været i kontakt med de involverede elever og deres forældre. Politiet fortsætter behandlingen af sagen,« skriver politikredsen til B.T.
Ved du noget om sagen, så vil B.T. gerne høre fra dig på sebj@bt.dk.
Politiet oplyser intet om elevernes alder, den konkrete skadestilstand eller detaljerne omkring hændelsen.
B.T. kontaktede fredag morgen Egelundskolen for en kommentar, men skolelederen er endnu ikke vendt tilbage.