En drengs uheldige fald ved en stejl skrænt i Ekkodalen på Bornholm har søndag middag udløst en større redningsaktion.

»Vi fik ved 12-tiden en anmeldelse om, at en dreng ved et uheld var faldet, så han rullede ned ad en skrænt i Ekkodalen. Der går det nogle steder 15-20 meter ned, så det kan være ret alvorligt,« oplyser vagtchef Anders Knudsen fra Bornholms Politi til B.T.

Både mandsskab fra politiet, Bornholms Brandvæsen og Beredskabsstyrelsen med særligt bjærgningsudstyr blev kaldt til ulykkesstedet

»Vi kender ikke hans præcise alder, men det skulle være en dreng i teenagealderen. Det er foreløbig også ukendt, hvor alvorligt han kan være kommet til skade, men efter et kvarters tid lykkedes det os og tilkaldt personale fra Beredskabsstyrelsen at få kontakt til ham.«

»Drengen var ved bevidsthed, og nu er han på vej til ambulancen, så han kan komme en tur på sygehuset,« tilføjer vagtchefen.

Politiets vagtchef er foreløbig ikke bekendt med, hvor langt den uheldige teenagedreng nåede at falde i Ekkodalen.

»På det sted kan man falde både meget langt og meget kort. Det kan muligvis have været 15-20 meter, men jeg ved ikke med sikkerhed, om det var det, som han blev udsat for,« understreger.

Et øjenvidne på stedet fortæller til B.T., at ulykken skete ved Jægergrotten – et svært fremkommeligt sted omkring 750 meter i vestlig retning i Ekkodalen fra cafeteriet Ekkodalshuset.

Drengen var ifølge politiet ved bevidsthed, da han blev reddet op fra den stejle skrænt.
Drengen var ifølge politiet ved bevidsthed, da han blev reddet op fra den stejle skrænt. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Angiveligt var drengen sammen med en gruppe kammerater og lærere fra en efterskole på udflugt i området, da han pludselig faldt ned fra en klippekant. Ifølge forlydender på uheldsstedet skulle han have brækket skulderen og beskadiget sit ene knæ ved faldet.

En redningshelikopter er ved 14-tiden også landet ved Ekkodalen for at tage sig af den videre transport af den tilskadekomne efterskoleelev.