Det lignede noget af et drama, der lørdag morgen udspillede sig i Slotssøbadet i Kolding.

Politiet rykkede massivt ud til svømmehallen, som var lukket og afspærret i flere timer.

I de tidlige morgentimer var det ikke muligt at få en kommentar fra politiet, mens efterforskningen var i gang, men i løbet af formiddagen oplyste vagtchef Torben Møller fra Sydøstjyllands Politi til JydskeVestkysten, at politiet undersøgte en sag om berigelseskriminalitet.

Han kunne også fortælle, at en person var blevet anholdt.

Vidner udtalte imidlertid til avisen, at en mand angiveligt var blevet fundet bundet i et omklædningsrum, og at pengekassen i svømmehallen var blevet tømt.

Oplysninger, som dog ikke blev hverken be- eller afkræftet af politiet.

Ved middagstid oplyste Slotssøbadets direktør, Otto Skak, til Ritzau, at sagen er opklaret.

Han afviste dog, at der har været tale om en voldsepisode eller personskade.

Meget tyder nemlig på, at sagen er noget mere speget end som så.

Til JydskeVestkysten uddyber svømmehallens direktør og fortæller, at videoovervågning fra stedet viser et noget andet billede af, hvad der er sket.

Her ser det ud til, at det er manden selv, der har taget pengene fra pengeboksen og derefter strippet sig selv fast for at få det til at ligne et røveri.

Direktøren understreger, at der ikke er tale om en medarbejder fra svømmehallen, men derimod en person fra en ekstern leverandør.

Sydøstjyllands Politi ønsker dog ikke at bekræfte andet end, at der har været tale om en sag om berigelseskriminalitet, og at en person er anholdt i sagen.