En domsmand faldt tirsdag formiddag om under behandlingen af en drabssag mod en 20-årig mand i Vestre Landsret.

Kvinden besvimede, mens anklageren viste billeder af de skader, som en 13-årig fik i forbindelse med drabet i marts 2024.

Tilhørerne blev kortvarigt ført ud af retslokalet. Domsmanden er igen på benene, og retten er sat.

Domsmanden kom efter kort tid på benene igen. Og behandlingen af ankesagen mod den unge mand fortsætter.

Den 20-årige blev i juli sidste år idømt 12 års fængsel i Retten i Hjørring for at have voldtaget og dræbt den 13-årige pige i Hjallerup i Nordjylland.

Det er anklagemyndighedens påstand, at den 20-årige mand skal idømmes forvaring - indespærring på ubestemt tid for forbrydelsen.

Det er også derfor, at anklageren tirsdag formiddag viste billeder af den afdøde pige.

»Spørgsmålet om forvaring handler også om karakteren af den vold, der er blevet begået,« siger anklageren under sin redegørelse af sagen.

På en scanning, som anklageren viser, ses i hvert fald syv forskellige knoglebrud.

Man kan konstatere, at pigen er blevet kvalt, og man lægger til grund, at hun er blevet trampet på halsen, fortæller anklageren.

Det skyldes en sammenligning mellem sålerne på den unge mands fodtøj og mærkerne, der blev fundet på den 13-åriges hals.

/ritzau/