Natten til søndag udviklede byturen sig dramatisk på et værtshus i Viborg.

Her trak en 30-årig mand pludselig en kniv. Men den havde han ikke længe i hånden.

Det oplyser vagtchef Simon Skelkjær fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV Midtvest.

Allerede inden politiet nåede frem til dramaet på værtshuset, der ligger i gaden Gravene, havde en bartender formået at tage kniven fra manden.

Den 30-årige, der har bosnisk ophav, samt tre andre ballademagere, fik en sigtelse efter ordensbekendtgørelsen.

»En af dem trak en kniv, og fordi det er i nattelivet, er det en særligt skærpende omstændighed,« siger vagtchefen til mediet.

Ifølge vagtchefen havde den 30-årige trukket kniven uden at true nogen.

Han oplyser til mediet, at politiets juridiske afdeling har vurderet, at den 30-årige ikke bliver fremstillet i et grundlovsforhør med henblik på at blive varetægtsfængslet.

Han er stadig sigtet i sagen, men er blevet løsladt.