Natten til onsdag kom en 87-årig mand i klammeri med sin søn i Korsør.

De er begge indlagt – en af dem måtte flyves til hospitalet i helikopter efter et knivstik.

»Det er husspektakler, der løber løbsk,« fortæller vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Nis Henriksen.

Under det vagtchefen kalder 'drikkelag' ender den 87-årige i klammeri med sin 41-årige søn.

»Den ene part angriber den anden med en stegepande. Modparten forsvarer sig med en kniv,« siger Nis Henriksen.

Både far og søn er overført til hospitalet. En af dem måtte hentes med helikopter.

Hvem af de to, der blev stukket med kniven, og måtte flyves til hospitalet, oplyser politiet ikke.

»De er formentlig sluppet med overfladiske skræmmer,« lyder det fra vagtchefen.

Sagen blev anmeldt som knivstikkeri klokken 04.46.

Præcis hvad der førte til, at faren og sønnen kom i klammeri, ved politiet endnu ikke.