Fredag aften blev der slået alarm ved Ringkøbing Fjord i Hvide Sande, da en surfer ikke længere var at se på fjorden.
Det var en gruppe tyske turister, der var bekymrede, fordi de ikke kunne se deres kammerat, der var ude at surfe.
Opkaldet blev foretaget klokken 18.25.
Det skriver TV Midtvest.
Vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi oplyser over for mediet, at Forsvaret var i gang med at klargøre en redningshelikopter, ligesom der blev sendt en ambulance til stedet.
Også politiet rykkede ud for at koordinere indsatsen, men allerede klokken 18.37 – tolv minutter efter anmeldelsen – blev det hele afblæst, da ambulancemedarbejdere fandt den eftersøgte surfer, der selv var kommet i land i god behold.

