Natten til fredag lød der pludselig et brag i Greve.

Det viste sig, at en terrassedør i et rækkehus var blevet sprængt – og der er mange løse ender i sagen.

Sprængningen fandt sted kort før klokken tre på en adresse på Lyshøjminde i Greve.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi er der formentlig tale om et kraftigt stykke fyrværkeri.

Det skriver politikredsen på Politi Update.

Men omstændighederne bag er stadig omgærdet af nogen mystik.

Ingen er anholdt i sagen, og motivet bag sprængningen kender politiet ikke.

'Har man set mistænkelige personer eller køretøjer i området omkring det tidspunkt (kort før klokken tre natten til fredag, red.), så ring gerne til politiet på 1-1-4,' skriver Midt- og Vestsjællands Politi.

Der var ingen beboere hjemme på adressen, da terrassedøren blev sprængt.