Onsdag eftermiddag blev politiet tilkaldt til et dramatisk optrin i en butik.

Hændelsen fandt sted kl. 16.59 i en butik på Ingerslevtoften i Tranbjerg J. Her havde en vagt pågrebet en – ifølge anmeldelsen – voldsom butikstyv.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Ved politiets ankomst til stedet fik betjentene syn for sagen.

For her gik det voldsomt for sig, da mødet med den pågældende person, en 32-årig mand, førte til, at han blev sigtet for både at udøve vold mod politiet, at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde, at fremsige trusler mod betjentene og for fornærmelig tiltale mod tjenestemænd.

Udover de førnævnte sigtelser blev den 32-årige mand også sigtet for at have begået butikstyveri, og han blev taget med på stationen som anholdt trods forsøget på at modsætte sig dette.