Dræbte kollega på Danish Crown-slagteri - nu falder dommen
Ligesom i byretten lyder straffen på fængsel i 12 år og udvisning med livslangt indrejseforbud.
Ligesom i byretten lyder straffen på fængsel i 12 år og udvisning med livslangt indrejseforbud.
Vestre Landsret har onsdag stadfæstet dom over 44-årige Hussein Zake Mohamad, der idømmes 12 års fængsel for at have dræbt en kollega på Danish Crowns slagteri i Holsted i juni 2024.
Det skriver JydskeVestkysten.
Dommen er en stadfæstelse af den afgørelse, som Retten i Esbjerg traf i september sidste år, da den afsagde dom i sagen.
Ud over fængselsstraffen er den 44-årige dømt til udvisning af Danmark, når hans straf er afsonet. Han har samtidig fået et livslangt forbud mod igen at vende tilbage til Danmark.
Hussein Zake Mohamad er opvokset i Syrien og kom til Danmark for mere end 15 år siden på grund af borgerkrig i landet. Han havde arbejdet på slagteriet i cirka tre år, da han en formiddag i juni 2024 gik til angreb på en kollega.
Med en 27 centimeter lang slagterkniv snittede han sin 35-årige kollega og forvoldte så alvorlig skade, at kollegaen døde.
Da Hussein Zake Mohamad blev fremstillet i grundlovsforhør den efterfølgende dag, fortalte han, at han gennem en længere periode havde følt sig forfulgt og chikaneret af kollegaen.
Offeret var gift og havde to børn. De er i Vestre Landsret blevet tilkendt en erstatning på 2,5 millioner kroner.