Opdateret: En 30-årig mand er fredag 2. januar kl. 16.46 blevet anholdt og sigtet i sagen. Læs mere HER.

Først flyttede en mystisk mand ind i hans hjem. Så blev han lokket i baghold og fik tæsk af selvbestaltede ‘pædofiljægere’.

Og så blev han myrdet og gemt væk i et skur.

Mens Fyns Politi har travlt med at efterforske en mørklagt mordsag i Svendborg, tegner oplysninger fra omgangskredsen et usædvanligt billede af den 77-årige mand, som kort før nytår blev fundet dræbt.

Til B.T. beskriver flere naboer den afdøde pensionist som en enspænder, der for godt et år siden fik en væsentlig yngre mand boende i sit rækkehus på Sanddalsvej – og som pludselig stoppede med at vise livstegn.

Samtidig viser det sig, at den 77-årige godt et halvt år før sin død var kommet i søgelyset hos en voldelig selvtægtsgruppe, som forfølger og tæsker formodede pædofile.

Politiet holder foreløbig kortene tæt til kroppen i efterforskningen og nøjes med at sige, at der foregår en ‘massiv, intensiv og målrettet efterforskning af en masse forskellige spor og oplysninger’.

Havde yngre mand boende
»Han var sådan lidt enspænder-agtig,« erindrer en nabo til den afdøde, Bjarne Petersen, da B.T. taler med ham fredag.

Han er en af dem, som bemærkede, at ofret i tiden op til sin død havde en yngre og ‘mørk’ mand boende. Den 77-årige havde selv været rundt hos naboerne og annoncere, at der ville komme en ny beboer hos ham.

»‘Det kan godt være, der kommer en og bor i noget tid’,« sagde han ifølge Bjarne Petersen uden at give yderligere forklaring.

Historien bekræftes af en anden beboer i området. Hun husker også tydeligt den logerende, som af og til sad ude på terrassen og kunne snakke dansk.

Især erindrer hun en bemærkelsesværdig episode 5. november, kort før den 77-årige tilsyneladende sidst blev set i live.

Den 77-årige kom ind til hende for at få hjælp, fortæller hun. Han havde haft en konflikt med sin nye logerende: Vedkommende havde angiveligt stjålet hans telefon.

»Så sagde jeg til ham, at han var nødt til at få skiftet låsen i sin dør. Men det havde han ikke råd til, svarede han,« fortæller beboeren.

Kort efter – midt i november – stoppede naboer med at se livstegn fra den 77-åriges bolig. Ifølge en beboer tæt på blev gardinerne pludselig ikke længere trukket fra.

De hørte ikke mere, før politiet i sidste uge fandt ham ude i det aflåste skur.

Den mystiske logerende, som frem til hans dødsfald kom i hjemmet, præsenterede sig kun med et fornavn, men beboerne i nabolaget er usikre på, om det var hans rigtige navn.

Politiet har også interesseret sig for manden. Naboen Bjarne Petersen fortæller, at han blev afhørt af betjente, som spurgte til ham. 

»De spurgte, hvordan han så ud,« forklarer han. »Så gav jeg bare det signalement, jeg kunne give.«

Tæsket af pædofiljægere
En anden hændelse, som politiet har kendskab til, er et overfald på den 77-årige, som blev begået godt et halvt år før hans død.

Det er uklart, om den har noget med hans død at gøre.

En video, som TV 2 Fyn har omtalt, viser angiveligt den 77-årige mand få voldsomme tæsk af personer fra en pædofilijæger-gruppe kaldet ‘Pedo Hunters Denmark’.

Sidste år overfaldt de manden ved en kirke i Svendborg, mens en tredje person filmede optrinnet. De beskyldte ham for at være pædofil og har angiveligt lokket ham i baghold ved at udgive sig for at være en 14-årig pige.

Gerningsmændende – to brødre – blev måneden efter anholdt og sigtet for overfaldet. Specialanklager Kasper Nygaard Jensen understregede dengang overfor Fyns Amts Avis, at der ikke var belæg for at kalde ofret pædofil.

Han tilføjede, at pædofiljægere indimellem kommer til at forveksle homoseksualitet med pædofili.

Nabo tror, han døde i november
Om sagerne hænger sammen eller har betydning for drabet, hverken af- eller bekræfter politiet. I stedet lyder det kortfattet, at man har travlt med opklaringsarbejdet.

»Der pågår en massiv, intensiv og målrettet efterforskning af en masse forskellige spor og oplysninger. Vi har fået mange henvendelser i sagen og er også fortsat interesseret i at høre fra folk, der kender til den dræbte og hans omgangskreds,« oplyser kommunikationsrådgiver hos Fyns Politi Sunniva Pedersen-Reng.

Indgår det overfald, som den 77-årige var udsat for i sommer, i efterforskningen af drabet på ham?

»Alle relevante oplysninger indgår i efterforskningen,« lyder svaret fra politiets kommunikationsrådgiver

Af hensyn til efterforskningen ønsker Fyns Politi fortsat ikke at oplyse, hvordan den 77-årige mand blev dræbt.

Naboen Bjarne Petersen mener, at personen døde et sted midt i november.

»Jamen det tror jeg, for han har jo ikke været set siden.«