To mænd på 36 og 19 år og en 38-årig kvinde fremstilles her til formiddag i grundlovsforhør ved Retten i Randers sigtet for drab.

De to mænd og kvinden er sigtet for i forening at have skuddræbt en 30-årig mand foran Randers Regnskov sent på aftenen den 22. december sidste år. Alle tre sigtede har adresse i Aalborg.

Ifølge sigtelsen, som anklager ved Østjyllands Politi Birgitte Ernst læste højt i retten kort efter kl. 9.30 i formiddags, blev det 30-årige drabsoffer dræbt af et enkelt skud gennem højre øje, afgivet på klods hold. Udover drabssigtelsen er alle tre sigtet for at have været i besiddelse af og bortskaffet et endnu uidentificeret 9mm skydevåben.

Alle tre sigtede nægter sig skyldige i drabssigtelsen, men den 36-årige mand, der er skaldet, tatoveret i ansigtet og ankom til retten bæltefikseret, erkender delvist forhold to, sigtelsen om ulovlig besiddelse af skydevåben.

Anholdt i Nordtyskland

Det 30-årige skudoffer blev fundet dræbt på Tørvebryggen 1 ud for Randers Regnskov klokken 23.29 fredag den 22. december. Det var en borger, der fandt den livløse mand og ringede 112, og da ambulance og politi kort efter ankom til stedet, kunne de konstatere, at manden var blevet dræbt.

Juleaftensdag udsendte Østjyllands Politi en pressemeddelelse, hvor de efterlyste tre navngivne personer, som politiet mistænkte for at have tilknytning til drabet. De er alle kendt af politiet i forvejen.

Om eftermiddagen juleaftensdag blev alle tre efterlyste anholdt af tysk politi nær Neumünster i Nordtyskland. De har siddet varetægtsfængslet i Tyskland, mens Østjyllands Politi har ventet på at få dem udleveret, og det skete så mandag formiddag.

Lukkede døre

Grundlovsforhøret bliver holdt for lukkede døre af hensyn til efterforskningen. Politiet mener, at drabet skyldes et opgør i det kriminelle miljø.

»Det er fortsat vores formodning, at drabet er relateret til et internt opgør i det kriminelle miljø, men derudover holder vi stadig kortene lidt tæt til kroppen, da vi ikke vil spænde ben for den omfattende efterforskning, vi fortsat er i gang med,« udtalte René Raffo, politiinspektør ved Østjyllands Politi, i går i en pressemeddelelse.

Østjyllands Politi ønsker at de tre sigtede bliver varetægtsfængslet. BT følger sagen.

OPDATERET 14.15:

De tre sigtede blev tirsdag eftermiddag varetægtsfængslet i foreløbig fire uger. Den 19-årige mand kærede varetægtsfængslingen, mens den 36-årige mand og den 38-årige kvinde accepterede fængslingen.