Krigsveteran erkender at have slået forældre ihjel, men hævder, at han var psykotisk og handlede i nødværge.

Randers. En 41-årig krigsveteran, der ved Retten i Randers er tiltalt for drab på sin mor og far, erkender at have forvoldt sine forældres død.

Men det skete i nødværge, og mens han var psykotisk, forklarer manden, da han afgiver forklaring.

Han er tydeligt påvirket og afbryder flere gange sin forklaring for at tørre tårerne væk.

Den tiltalte, der flere gange har været udsendt på missioner i Bosnien og Kosovo i 1990'erne, siger, at han havde et meget anstrengt forhold til sine forældre.

- De havde en idé om, at jeg skulle være soldat med PTSD (posttraumatisk stress, red.), have pension og hjælpe dem med at sætte et hus i stand.

Men den tidligere soldat var ikke enig.

Han anså ikke sig selv for syg. Alligevel begyndte det at gå stærkt ned ad bakke i privatlivet efter hjemkomsten fra de internationale missioner.

Familiefaren til to blev skilt fra sin kone, der fik forældremyndigheden over børnene.

Han anskaffede sig en lejlighed i Viby ved Aarhus, men følte, at forældrene blandede sig mere i hans privatliv, end de skulle.

De tog eksempelvis nøglen fra ham og satte nyt køkken op i lejligheden, uden at han havde bedt om det, forklarer han.

I 2014 blev han meget mod sin vilje tvangsindlagt til psykiatrisk behandling, og det skete på morens foranledning.

Lægerne vurderede, at han var skizofren, havde PTSD og var psykotisk. Alligevel blev han udskrevet efter blot en enkelt dag.

Dernæst ville han ikke have noget med forældrene at gøre og rejste ud af landet, forklarer han.

Først i sommeren 2016 så han forældrene igen.

Han var taget ud til et hus i Uggelhuse ved Randers. Det var et hus, som forældrene havde købt med henblik på, at det skulle sættes i stand.

Manden vidste, hvor nøglen lå, så han låste sig ind og overnattede.

Men pludselig dukkede forældrene uventet op.

Det endte med håndgemæng med moren. Da faren pludselig nærmede sig med en økse, greb den tiltalte redskabet og slog forældrene med den.

Det blev til adskillige slag med øksen imod forældrene. Bare 20 minutter efter at forældrene var ankommet, lå de livløse på gulvet i huset.

Den tiltalte besluttede efterfølgende at fjerne ligene, hvorefter han pakkede dem ind i plastik og lagde dem i bilen.

Han kørte rundt med de to lig i flere dage, indtil han blev anholdt nær Vejle.

Anklager Birgitte Ernst går efter at få manden idømt en anbringelse på ubestemt tid på en særligt sikret afdeling for psykotiske personer.

/ritzau/