Det er ikke muligt for den drabstiltalte sognepræst Thomas Gotthard at afgive sin fulde forklaring, hvis pressen og pårørende er til stede i lokalet.

Sådan lød det fra hans advokat Jesper Storm Thygesen, da det indenretlige forhør begyndte ved Retten i Hillerød tirsdag.

Og det fik dommer Betina Heldmann til at lukke dørene til retsmødet, fordi det ville »hindre sagens oplysning«, hvis ikke præsten afgav sin forklaring for retten.

Det betyder med andre ord, at detaljerne i den meget omtalte drabssag fra Frederikssund stadig er yderst sparsomme.

Samtidig er det også fortsat uvist, om den planlagte tilståelsessag senere tirsdag kan gennemføres.

Anklager Anne-Mette Seerup begrundede blandt andet sin begæring om dørlukning med, at den forklaring, som man har modtaget fra Thomas Gotthard indtil nu, ikke kan danne baggrund for en tilståelsessag.

Der er således stadig nogle tvivlsspørgsmål, som anklagemyndigheden håber at kunne få svar på under det indenretlige forhør, hvorefter man vil tage stilling til, om der er baggrund for at gennemføre tilståelsessagen.

Retslokalet i Hillerød var ellers pakket til bristepunktet, inden sagen begyndte tirsdag formiddag. TIl stede var også Thomas Gotthard selv, der var iklædt en sort blazer, hvid skjorte, sorte jeans og brune sko.

Han skimtede kort ud over dne store menneskemængde i lokalet, da han trådte ind, og ellers havde han blikket stift rettet mod den anden side af lokalet, hvor anklager Anne-Mette Seerup sad.

For nuværende er det uvist, hvad tid at tilståelsessagen bliver gennemført - og om den overhovedet bliver det.

B.T. følger sagen.