Fredag var en drabstiltalt 20-årig mand i retten, hvor han skulle forklare, hvad der skete 30. december 2020, da en 29-årig socialpædagog mistede livet efter knivstik.

Den nu 20-årige erkendte at have stukket den 29-årige Namuyallah Ahamadzai med en kniv, men nægtede at han havde til forsæt til at dræbe.

Han var på drabstidspunktet beboer på institutionen Ørbækskilde på Riisvej i Fårevejle.

Det skriver Sjællandske Medier.

Yamma Ahamadzai. Foto: Privat.
Yamma Ahamadzai. Foto: Privat.
Vis mere

Den 20-årige mand forklarede flere gange i retten, at han kun havde stukket efter den 29-åriges arm.

Den 20-årige forklarede også, at forholdet mellem ham og Namuyallah Ahamadzai siden juli var blevet værre, og at de ofte havde haft konflikter.

Det skyldtes blandt andet, at den 29-årige ansatte stillede mange krav til den 20-årige om, at han skulle rydde op, sætte ting i opvaskemaskinen med videre.

B.T. har tidligere skrevet om sagen, hvor familiemedlemmer til 29-årige Namuyallah Ahamadzai har forklaret, at deres søn og bror følte sig utryg, når han gik på arbejde, fordi en ung mand havde truet ham.

Politi ved bosted i Fårevejle, hvor en 29-årig mand blev dræbt onsdag 30. december 2020. (Foto: Jokum Tord Larsen/Ritzau Scanpix)
Politi ved bosted i Fårevejle, hvor en 29-årig mand blev dræbt onsdag 30. december 2020. (Foto: Jokum Tord Larsen/Ritzau Scanpix) Foto: Jokum Tord Larsen
Vis mere

Men det var en anden version, som den 20-årige mand fremsatte i retten.

Her forklarede han, at han var bange for den 29-årige, og at han derfor havde anskaffet sig en ulovlig springkniv.

Det var denne kniv, han trak, da de to kom op at skændes 30 december.

»Yamma skubbede til mig, så jeg faldt, så trak jeg kniven frem. Jeg sigtede efter hans venstre arm,« sagde den 20-årige ifølge Sjællandske Medier.

Namuyallah Ahamadzai blev stukket flere gange. Han forsøgte at løbe væk fra den 20-årige, som fulgte efter ham.

Begge mænd faldt på vejen ude foran bostedet, og den 20-årige påførte Namuyallah Ahamadzai det dræbende knivstik i venstre side.

Sagen bliver ført som en domsmandssag. Der ventes at blive afsagt dom 15. september.

Straffen for manddrab kan være fra fem års fængsel til livsvarigt.