Den mand, der nu er sigtet for at have dræbt pædagogen Judy Meiniche Simonsen, er tidligere blevet erklæret uegnet til at bo på den åbne institution. Han var for farlig til at bo der, lød vurderingen,

Den mand, der er sigtet for drabet på pædagogen Judy Meiniche Simonsen fra bostedet Blåkærgård, var vurderet som værende for farlig til at bo på den åbne institution. Det skriver Ekstra Bladet.

Manden havde to grove voldsdomme bag sig, den ene modtog han i 2009, og herefter blev han indlagt til behandling på retspsykiatrisk afdeling. I 2010 blev det imidlertid vurderet, at manden var parat til at blive behandlet i et åbent tilbud på Blåkærgård. Han blev dog fjernet igen efter blot to uger, efter en ny sag om grov vold.

– Han tog ind til Viborg, blev beruset og slog en mand ned. Så blev han igen indlagt på retspsykiatrisk afdeling. Han kunne jo ikke være i åbent regi, så derfor skulle han indlægges, siger Jette Svensson, leder af Blåkærgård til Ekstra Bladet.

Den sigtede fik en ny behandlingsdom, og selv om han tidligere var blevet vurderet til at være for farlig til at opholde sig på Blåkærgård, blev han sendt tilbage til institutionen. Ti måneder senere står han nu sigtet for mordet på Judy Meiniche Simonsen.

Det forløb bliver mødt med kritik fra SIND, foreningen for sindslidende.

– Da han laver voldstilfælde nummer to, tyder det på, at han ikke har været velbehandlet, for så går man ikke ud og begår ny kriminalitet. Hvis han så alligevel begår ny kriminalitet, så burde der have været grund til at overveje, om han ikke skulle have været et andet sted, siger formand Knud Kristensen.

På Christiansborg vækker sagen også undren.

– Det virker, som om vurderingen har været helt forkert. Han skulle aldrig have været anbragt, hvor han var anbragt. Det er jo åbenlyst. Det rigtige er måske en behandlingsdom, men så skulle det være et sted, hvor han ikke kan slippe ud, siger retsordfører Ole Hækkerup fra Socialdemokraterne.