En norsk mand i 20'erne er sigtet for at have dræbt sin polske kæreste og bortført deres fælles datter.

Lørdag aften kl. 22.37 blev manden anholdt i København, hvor han blev standset i en bil sammen med det fælles barn.

Politiet formoder, han har været på vej til Sverige.

Manden er sigtet for at have dræbt sin kæreste, en 26-årige polsk kvinde. Hun blev lørdag fundet dræbt i sin lejlighed i byen Oswiecim, der på tysk er kendt som Auschwitz. Ved siden af liget blev der fundet en blodig kniv.

Norsk TV2 skriver, at manden kom til byen i oktober måned.

Ifølge mediets oplysninger boede han hos kvinden og det fælles barn, mens han var på besøg i Polen. Alle tre har få dage før drabet været på en legeplads sammen. Torsdag er manden også blevet set på shopping med barnet.

»Det er et chok. Vi håber, det er en misforståelse. Ingen af os havde set den komme,« siger et af den norske mands familiemedlemmer til norsk TV2.

Den norske mand blev søndag fremstillet i grundlovsforhør ved Dommervagten på Frederiksberg. Her blev det besluttet at opretholde anholdelsen af manden i tre døgn. Det oplyser vagtchef Espen Godiksen fra Københavns Politi til Ritzau.

Beslutningen skyldes juridiske forhold, der skal afklares. Grundlovsforhøret handlede ikke om selve forbrydelsen, men om hvorvidt manden kan udleveres til retsforfølgelse i Polen.