Den 33-årige kvinde, som er sigtet for 13. marts at have knivdræbt sin seksårige søn og derefter at have stukket ild til sin andensalslejlighed på Violvej i Kolding, er blevet udskrevet efter behandling for brandskader.

Kvinden har efter udskrivelsen fra sygehuset været fremstillet i et nyt grundlovsforhør og er nu varetægtsfængslet i surrogat – erstatningsfængsel – på en psykiatrisk afdeling.

Det oplyser Frede Nissen, vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi og efterforskningsleder i sagen, til bt.dk.

»Vi efterforsker sagen. Jeg kan ikke oplyse nærmere om, hvad hun har sagt i grundlovsforhøret, da sagen kører for lukkede døre,« siger Frede Nissen.

Den 33-årige kvinde er sigtet for drab på sin egen seks-årige søn. Efter knivdrabet på den lille dreng for godt fire uger siden blev lejligheden på Violvej i Kolding stukket i brand.Foto: Jens Anton Havskov
Den 33-årige kvinde er sigtet for drab på sin egen seks-årige søn. Efter knivdrabet på den lille dreng for godt fire uger siden blev lejligheden på Violvej i Kolding stukket i brand.Foto: Jens Anton Havskov
Vis mere

Kvinden var i kritisk tilstand efter drabet og den efterfølgende brand i lejligheden, hvor hun havde barrikaderet sig i soveværelset, mens den da allerede afdøde søn lå delvis tildækket på sofaen i stuen.

Kvinden blev dagen efter tragedien fremstillet i grundlovsforhør in absentia – altså uden at være fysisk til stede.

Hun var da indlagt på sygehuset til behandling for røg- og brandskader.

Det var beboere i området på Violvej, der opdagede branden i lejligheden. En nabo har fortalt til B.T., at han og en anden beboer i opgangen i ejendommen forsøgte at sparke døren ind til lejligheden.

Foto: Jens Anton Havskov
Foto: Jens Anton Havskov
Vis mere

De måtte dog til sidst opgive at komme ind, men umiddelbart efter ankom politi og brandvæsen til stedet.

Drengen blev kort efter erklæret død, og hans 33-årige drabssigtede mor, som er kurdisk syrer, blev reddet ud af lejligheden og bragt til behandling.

Da den triste nyhed om tragedien blev kendt i Kolding blandt den dræbte drengs kammerater dagen efter, blev der hurtigt skabt et lille mindested med blomster, stearinlys og tegninger foran døren til opgangen til ære og minde om ham.

Efterforskningsleder i sagen, vicepolitiinspektør Frede Nissen fra Sydøstjyllands Politi, ønsker ikke at oplyse, hvordan den 33-årige kvinde forholder sig til sigtelsen om drab og brandstiftelse.