De to mænd og to kvinder, der er sigtet for at have dræbt den forsvundne Frank Dan Nørgaard Jørgensen, nægter sig alle skyldige.

Iført dna-dragter bliver de tirsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers.

Og her var Randers Amts Avis altså til stede på tilhørerrækkerne, før dørene blev lukket af hensyn til den videre efterforskning.

Avisen beskriver, at grundlovsforhøret, der skulle være startet klokken 14, blev udskudt i en halv time, da de fire sigtede skulle have mulighed for at tale med deres forsvarere.

Da retsmødet gik i gang, sad de fire angiveligt fåmælt og lyttede, mens sigtelserne mod dem blev læst op. Den ene kvinde græd, skriver Randers Amts Avis.

Her lød det, at de alle er sigtet for sammen at have planlagt og derefter dræbt den 40-årige, formentlig ved kvælning. Desuden er de sigtet for usømmelig omgang med lig samt forsætlig ildspåsættelse af en varebil.

Selvom Frank Dan Nørgaard Jørgensen, der har været forsvundet siden torsdag, endnu ikke er fundet, er de alle sigtet for at have dræbt ham.

Det er nemlig politiets mistanke, at de i fællesskab satte ild til den hvide Mercedes-Benz Vito-varevogn, som den forsvundne 40-årige kørte i, og som blev fundet udbrændt i Vivild mandag.

Den dræbte Franks bil blev nogle dage efter drabet på ham fundet udbrændt på en øde parkeringsplads i skoven i Vivild. Foto: Øxenholt Foto.
Den dræbte Franks bil blev nogle dage efter drabet på ham fundet udbrændt på en øde parkeringsplads i skoven i Vivild. Foto: Øxenholt Foto.
Vis mere

De fire – en 39-årig kvinde, en 23-årig kvinde, en 25-årig mand og en 39-årig mand – gjorde alle klart, at de nægter sig skyldige, før dørene blev lukket og tilhørerne vist ud af retslokalet ved Retten i Randers.

Med dørlukningen holder politiet altså foreløbig efterforskningen af det, som de har mistanke om, er et drab, tæt på kroppen.

Det er derfor uvist, hvad de bygger mistanken om drab på.

Sikkert er det dog, at ingen har hørt fra Frank Dan Nørgaard Jørgensen siden torsdag.

Efter drabet på 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen i sommer gennemførte politiet en storstilet efterforskning flere steder på Djursland.
Efter drabet på 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen i sommer gennemførte politiet en storstilet efterforskning flere steder på Djursland. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Da den 40-årige mand fra Randers ikke har for vane ikke at give lyd fra sig, slog pårørende alarm fredag, og lørdag efterlyste politiet ham og hans bil offentligt.

Mandag dukkede bilen så op, men Frank Dan Nørgaard Jørgensen var stadig ingen steder at finde.

Ikke desto mindre anholdt politiet klokken 21.02 mandag de to mænd og to kvinder på en adresse i Nimtofte.

»En intensiv efterforskning har frembragt bestyrket mistanke om, at den savnede Frank Nørgaard har været udsat for en forbrydelse i form af, at han er blevet dræbt,« lyder det fra Nordjyllands Politi, der altså fortsætter efterforskningen.

Har man viden i sagen, lyder opfordringen, at man kontakter politiet på telefon 1-1-4.