Fredag er der i Østre Landsret truffet afgørelse i en 14 år gammel drabssag. 

Dengang blev en 21-årig jurastuderende stukket i hjertet med en kniv på et diskotek i Kødbyen i København, hvorved han afgik ved døden. 

Landsretten har fredag stadfæstet byrettens dom på 12 års fængsel til en 41-årig mand, oplyser anklagemyndigheden på meddelelsestjenesten Anklager Update. 

Landsretten er nået frem til samme resultat som Københavns Byret, som afsagde dom 1. december sidste år.

Den nu dømte, Omer Sheik Hassan Muse, flygtede efter drabet til udlandet og opholdt sig i Somaliland og i Etiopien, indtil han i 2024 blev anholdt i Etiopien og udleveret til Danmark.

Forbrydelsen skete på diskotek 'Bakken' i Kødbyen tidligt om morgenen den 17. november 2012.

Omer Sheik Hassan Muse var bevæbnet med kniv, da han havde et sammenstød med den jurastuderende Jonas Thomsen Sekyere. 

Byretten fastslog, at han stak Sekyere uden grund. 

I retten hævede den nu dømte, at han ikke havde til hensigt at slå ihjel, og i stedet skulle dømmes for vold med døden til følge, hvilket ville give en langt kortere straf.