Drabsplaner på ekskone i Pakistan udløser ti års fængsel
To mænd ankede begge på stedet efter at være blevet dømt af en enig domsmandsret.
To mænd ankede begge på stedet efter at være blevet dømt af en enig domsmandsret.
Der gik et gisp igennem tilhørerrækkerne, da retsformand Henrik Munkholm fredag eftermiddag afsagde dom i Retten i Glostrup.
- De tiltalte Mohammad Shahaza Bhatti Asghar og Nadeem Raza straffes med fængsel i ti år. De tiltalte udvises med et indrejseforbud for bestandig.
Mændene er dømt for at planlægge et drabsattentat på Asghars ekskone og hendes forældre. Drabet skulle ske i form af et attentat, mens ofrene var i Pakistan.
Mændene har hele vejen gennem sagen nægtet sig skyldige, og efter domsafsigelsen valgte begge at anke dommen til Østre Landsret med krav om frifindelse.
Sagens centrale bevis har været en lydfil, som kvinden har optaget via en app, som hun havde installeret på sin mands telefon.
Spørgsmålet har været, hvorvidt samtalen foregik mellem eksmanden og hans kollega, og hvorvidt samtalen handlede om konkrete drabsplaner på kvinden og hendes forældre.
Under sagen har der været strid om oversættelsen og forståelsen af samtalen. Et ord på det pakistanske sprog punjabi kan bruges både i betydningen "slå" og "slå ihjel", og eksmanden har under sagen stået fast på, at han blot ville skræmme ekskonen.
Formålet med det var at få hende tilbage - en forklaring, som sagens anklagere Rasmus Kim Petersen og Caroline Treschow har haft svært ved at købe ind på.
Kvinden var sammen med sin mor og søn i Pakistan, da hun hørte samtalen mellem sin eksmand og den anden person, som anklagemyndigheden har ment, var mellem manden og hans fire år ældre arbejdskammerat.
Den fik hende og familien til at flygte fra det hus, hvor de få timer tidligere var ankommet til, fordi gruppen af bevæbnede gerningsmænd angivelig skulle ligge på lur ved huset.
I Danmark meldte hun sagen til politiet, og siden blev de to mænd anholdt, fængslet og tiltalt.
Retsformanden gjorde i forbindelse med domsafsigelsen rede for, at han og de to domsmænd var enige om, at anklagemyndighedens tolkning af bevismaterialet i sagen var den rigtige.
Og heller ikke på strafudmålingen ville retten komme de tiltalte i møde. Deres advokater havde procederet for straffe på højst syv års fængsel, men retten landede på ti.
Den 38-årige Asghar har boet hele sit liv i Danmark og arbejdede som maler. Han har børn og alle sine venner her i landet. Han taler dansk, men er britisk statsborger.
Den 42-årige Raza arbejdede samme sted som Asghar, og det var efter rettens opfattelse ham, som optrådte på den centrale lydfil. Og det var ham, der koordinerede med gerningsmændene i Pakistan.
Ved en ankesag i Østre Landsret skal skyldsspørgsmålet vurderes forfra. Det er endnu ikke bestemt, hvornår sagen skal behandles.
RITZAU