En mand er lørdag aften fløjet til Rigshospitalet, efter han er blevet stukket med kniv i Ladegårdsparken i Holbæk. Politiet betrager nu sagen som et drabsforsøg.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til BT.

»Vi får en melding klokken19.21 om, at der er en mand i opgangen, som formentlig er stukket med kniv, og vi sender flere patruljer og træffer en mand derude, der er stukket. Vi får fat i en person, som formentlig er gerningsmanden, og han er anholdt og indbragt til Roskilde Politigård,« siger vagtchef Lars Galasz.

Han oplyser samtidig, at de seneste meldinger fra Rigshospitalet går på, at offerets tilstand er stabil.

Politiet efterforsker nu sagen som et drabsforsøg.

»Vi kører den som en sag om drabsforsøg og har masser af efterforskere, der nu arbejder på sagen,« siger Lars Galasz, der ikke vil komme nærmere ind på, hvordan knivstikkeriet er sket, eller hvor manden er blevet stukket. Han kan dog bekræfte, at de kender hinanden, og at den formodede gerningsmand er en mand i 40'erne, og offeret en mand i 30'erne.

»Det er forskellige omstændigheder omkring knivstikkeriet, der gør, at vi lige nu mener, det er korrekt at efterforske det som drabsforsøg,« siger vagtchefen, der ikke ønsker at kommentere, hvorvidt offer og mulig gerningsmand er kendt af politiet.

Vagtchefen oplyser desuden, at politiet allerede har talt med den anholdte mulige gerningsmand, men at man ikke ønsker at oplyse, hvordan han forholder sig til sigtelsen.

Politiet forventer på nuværende tidspunkt, at den anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør søndag.

Opdateres...