Der gik et chok gennem lærerværelset på Tønder Gymnasium, da deres kollega Bjørn Frank Jensen blev anholdt for drab.

Ingen af kollegaerne havde i deres vildeste fantasi forestillet sig, at den venlige, dygtige og entusiastiske lærer i spansk og historie havde det i sig, der skal til for at slå et andet menneske ihjel. Men det havde han.

Retten i Sønderborg afgjorde tirsdag eftermiddag, at 34-årige Bjørn Frank Jensen skal 12 år i fængsel for drabet på den 74-årige Ernst Ellebye. Efter mødet med Bjørn Frank Jensen havde den ældre mand kraniebrud, blødninger i hjernen og adskillige stiklæsioner i hovedet samt på kroppen.

Læs også:

I retten kom det frem, at Bjørn Frank Jensen – trods sin venlige fremtoning – ikke var fremmed overfor at anvende vold. I 2008 blev han dømt for grov vold og fik en straf på tre måneders fængsel.

Nu kan BT lægge endnu et par brikker til billedet af den drabsdømte gymnasielærer.

Bjørn Frank Jensen har en fortid på den yderste venstrefløj i det miljø som i 90’erne fik tilnavnet ’de autonome’. Han var medlem af Rebel og var en del af miljøet i den militante og yderligtgående organisation Antifascistisk Aktion (AFA).

På et billede fra en anholdelse i 90'erne sidder Bjørn Frank Jensen på asfalten sammen med flere andre unge fra det autonome miljø. Kilder bekræfter over for BT, at det er den nu drabsdømte gymnasielærer, der figurerer på billedet.

Den autonome kerne

Bjørn Frank Jensen gik som ung på Det Fri Gymnasium på Nørrebro, som dengang var kendt som et stærkt venstreorienteret gymnasium. I 1998 var han topmedlem af Rebel København, og af et mødereferat, som blev bragt i Rebels blad Muldvarpen, fremgår det, at Bjørn Frank Jensen blev udnævnt til kasserer. Umiddelbart herefter indledes en diskussion om vold som politisk middel:

Læs også:

»Man skal ikke helt afskrive volden som politisk kampmiddel. Metoderne afhænger helt af, hvad man vil opnå, og i den konkrete situation må man vurdere, hvilke midler der bringer én tættest på at opnå målene. Terror er i orden, hvis en befolkning undertrykkes af magthaverne, til gengæld er det dumt at slå pæne folk i hovedet, bare fordi de ikke har samme holdning,« lød det i referatet.

Trods retorikken var Rebel ikke kendt for at bruge vold, men meget tyder på, at Bjørn Frank Jensen også var en del af den mere hårdtslående kerne i det autonome miljø.

I 1998 bragte det højrenationale blad Runestenen en reportage, skrevet af en højrefløjsaktivist, der hævdede at have været undercover til et møde hos AFA. Aktivisten beskriver, at Bjørn Frank Jensen var til stede på mødet, hvor der skulle dannes ’tæskehold’ forud for nazisternes Rudolf Hess-march i Greve. Ifølge skribenten meldte Bjørn Frank Jensen sig straks til kamp.

Det kom dog aldrig til konfrontationer, da nazisterne valgte at marchere klokken 07.10 om morgenen – længe inden de autonome var nået til Greve.

De brune bude

I juni 2002 foretog politiet en stor razzia mod kollektivet Bumzen i Baldersgade. Stedet var kendt som en autonom højborg. De autonome mente, at aktionen blev foretaget for at finde ud af, hvad kollektivet planlagde i ugerne op til det danske EU-formandskab, men i virkeligheden var razziaen kulminationen på længere tids efterforskning, der skulle knække hashhandlen i København. Ud over at være hjemsted for hårdkogte aktivister fungerede kollektivet også som central for det, der blev kaldt ’de brune bude’. En ordning, hvor hashkunder sendte en sms til et nummer, hvorefter hashen blev bragt ud med bud indenfor en time. 11 mænd blev dømt for salg af 12 kilo hash, fordelt på 8.000 leverancer. Bjørn Frank Jensen var blandt de dømte.

Bjørn Frank Jensen læste spansk og historie på Syddansk Universitet, og det var mens han studerede spansk, at det voldelige overfald i 2008 fandt sted.

Flyttede til Tønder

Trods sin plettede straffeattest fik han i 2011 job som gymnasielærer på Tønder Gymnasium, og han valgte derfor at flytte fra København sammen med sin daværende kæreste, som han har et barn med. På et tidspunkt valgte kæresten dog at flytte tilbage til København sammen med barnet. Bjørn Frank Jensen valgte at blive i Tønder. 21. december sidste år var der julefrokost for lærerne på Tønder Gymnasium. Bjørn Frank Jensen gik tidligt. Han var stærkt beruset, da han omkring midnat ankom til det, han troede var ejendommen, han boede i, men som i virkeligheden var naboejendommen. Bjørn Frank Jensen har forklaret, at han forvekslede Ernst Ellebyes lejlighed med sin egen og troede, at den 74-årige var en indbrudstyv. Misforståelsen kostede pensionisten livet og gymnasielæreren 12 år i fængsel.