Tirsdag fortsætter en ankesag om to drab ved Østre Landsret. En 41-årig har dræbt mødrene til sine børn.

- Nej. Det er en følelse, der er meget uvirkelig.

Sådan svarer 41-årige Martin Christensen Degn, da han tirsdag bliver spurgt af sin forsvarer Kristian Mølgaard, om han kan huske to opkald til alarmcentralen, han foretog 15 november 2019.

I opkaldene erkender han at have dræbt sin 31-årige kæreste, Line Messerschmidt, og sin 35-årige ekskæreste, Jeanette Rømer Hansen. Han havde børn med begge kvinder.

Line Messerschmidt var søster til folketingspolitikeren Morten Messerschmidt (DF).

Ved Retten i Næstved blev Martin Christensen Degn i december idømt 16 års fængsel. Men anklagemyndigheden mente ikke, at straffen var hård nok.

Derfor ankede han den til Østre Landsret med krav om fængsel på livstid.

Tirsdag fremlægger forsvareren og anklageren deres syn på en passende straf.

Martin Christensen Degn nægter sig skyldig i drab, men erkender vold med døden til følge.

- For mig er det helt klart, at Martin ikke har haft et ønske om, at nogen af dem skulle afgå ved døden, siger forsvarer Kristian Mølgaard tirsdag.

Derfor stiller han spørgsmål ved, om retten skal dømme ham for drab, hvis han ikke har indset konsekvensen.

Men senioranklager Emil Folker mener, at det ville være forkert. Han kalder det drab med en "uhørt brutalitet".

Line Messerschmidt blev dræbt med 28 knivstik.

Efter drabet skal han have kørt 33 kilometer for at dræbe Jeanette Rømer Hansen. Hun blev dræbt med 19 knivstik.

- Det ville være grotesk at påstå, at han kun er skyldig i vold med døden til følge, siger han i sine afsluttende bemærkninger.

Anklageren mener, at den 41-årige var bange for, at Line Messerschmidt gjorde alvor af trusler om at forlade ham. Han mener, at han ville hævne sig på Jeanette Rømer Hansen, for de problemer hun havde skabt for ham.

Line Messerschmidt blev ved med at spørge ind til ekskæresten, og det barn som den 41-årige fik med hende inden forholdet til Line Messerschmidt. Ifølge Martin Christensen Degn blev hun gravid uden at fortælle ham det.

Retten i Næstved mente, at han blev udsat for et massivt pres af kæresten. Det er Kristian Mølgaard enig i. Han mener, at det er "helt afgørende", når landsretten skal tage stilling til dommen.

Han mener, at det voldsomme pres er kammet over, og at det skal ses som formildende.

Det er Emil Folker uenig i. Han fremhæver blandt andet, at Martin Christensen Degn har forklaret, at han har sagt fra før, og derfor ikke var tvunget til kærestens "forhør".

Der ventes dom i sagen onsdag klokken 11.

/ritzau/