Det var ikke hensigtsmæssigt, at det var drabschef Jens Møller, der havde kontakt til Kim Walls forældre i den såkaldte ubådssag.
Undervejs i ubådssagen havde drabschef Jens Møller tæt kontakt til den svenske journalist Kim Walls forældre, men en sådan relation vil Jens Møller formentlig ikke indgå i fremover.
Det fortæller han i et interview med B.T. i forbindelse med udgivelsen af sin nye bog 'Opklaret - Drabschefens erindringer'.
»Det var et tilfælde, at det var mig, der havde kontakt til familien. Det er ikke normalt, at det er afdelingschefen, der har det, og det er nok heller ikke hensigtsmæssigt, men det blev sådan, fordi det var lørdag, og mine fire efterforskere den dag var ude og lave noget andet, og så tog jeg den første telefonopringning fra familien,« fortæller Jens Møller til B.T. og tilføjer:

»Og så blev det mig. Siden har jeg fastholdt kontakten, og det er jeg sådan set glad for, men det er ikke det samme som, at det var det mest hensigtsmæssige, og jeg ville nok tænke mig om en ekstra gang, inden jeg gjorde det i en anden situation.«
I drabssager bestræber politiet sig på, at pårørende har én indgangsvinkel, så de undgår at skulle have kontakt til forskellige politifolk gennem sagen, og på den måde sikrer man sig, at de pårørende har en kontaktperson, som de også kan føle sig trygge ved.
Ubådssagen blev dækket massivt af både dansk, svensk og anden internationalt presse, og for Jens Møller og resten af efterforskningsholdet på sagen var der også tale om en ganske usædvanlig situation. I bogen 'Opklaret - Drabschefens erindringer' fortæller Jens Møller, at selv om han selv og andre politifolk er vant til at se døde, mishandlede eller dræbte mennesker, så var det her noget andet.
'Der var et stort følelsesmæssigt spænd mellem at være professionel og nøgtern, koncentreret og præcis, sætte en retning i efterforskningen, bakke medarbejdere op og så være empatisk og tale med forældrene uden at stille dem urealistiske ting i udsigt. Sådan en situation er meget speciel,' forklarer han i bogen.