Det er efterhånden et velkendt fænomen, at unge svenskere på krypterede tjenester er blevet rekrutteret til at begå drab i Danmark.

Men det er ikke kun de kriminelle, der har chattet om drab bag skærmene.

I en sag mod en 18-årig mand fra Sverige viser det sig, at en agent fra politiet har gemt sig bag en profil på den krypterede tjeneste Signal og på den måde fik fældet den unge mand.

Det fremgår af en retsmødebegæring i sagen mod den 18-årige, som ventes at tilstå drabsforsøg i et retsmøde i Retten på Frederiksberg 5. januar.

Teenageren, som hed "Husko" på Signal, ventes at erkende, at han - sammen med andre medgerningsmænd - søgte efter og rekrutterede personer til at begå drab i Danmark.

De villige lejemordere blev tilbudt en betaling på en million kroner, lyder det i retsmødebegæringen.

Sigtelsen nævner desuden en konkret person, som skulle dræbes. Ellers var målet en på nuværende tidspunkt uidentificeret person i Danmark.

Politiet satte dog en stopper for planerne, da de forsøgte at rekruttere profilen "Dimi", for her sad en politiagent i virkeligheden bag skærmen.

Den 18-årige sikrede sig identiteten på "Dimi", ligesom han og medgerningsmændene tilbød agenten en automatriffel med tilhørende skarp ammunition til at udføre drabet.

Desuden gav de "Dimi" adgang til andre lukkede grupper på Signal med henblik på den nærmere planlægning og udførelse af drabet.

Agenten fik også instruktioner om en lejlighed på Peter Bangs Vej på Frederiksberg, som han kunne opholde sig i ved den nærmere planlægning af drabet.

Det faldt dog alt sammen til jorden, da "Dimi", som nævnt, slet ikke ville slå ihjel, men var politiets agent.

Ikke længe efter kommunikationen, som foregik i slutningen af april, blev den 18-årige anholdt i Sverige, og 14. maj blev han udleveret til Danmark.

Foruden en fængselsstraf vil anklagemyndigheden kræve ham udvist af Danmark for bestandig.

/ritzau/