»Morderen er stadig på fri fod«.

Sådan lød en del af overskriften på to ugeblads-artikler, som politiet fandt i cellen hos den nu 29-årige mand, der er tiltalt for knivdrabet på den højgravide Louise Borglit i 2016.

For selv om den tiltalte var i gang med afsone en straf på otte års fængsel for drabsforsøg på sin tidligere kæreste, spiller politiets fund og især hemmelige aflytninger fra fængslet nemlig en helt central rolle i politiets bevisførelse mod manden.

Det kom frem tirsdag formiddag ved byretten i Glostrup, hvor specialanklager Bo Bjerregaard fra Københavns Vestegns Politi præsenterede sagen i store træk for nævningetinget.

Anklageren forberedte især retten på, at han undervejs vil afspille samlet 73 klip fra hemmelige video- og lydoptagelser, som politiet sikrede sig via en såkaldt infiltrator fra PET.

Under dæknavnet Frank blev PET-manden sendt ind i Enner Mark Fængsel ved Horsens, hvor han tilsyneladende fremstod som en medfange, der kom på samme afdeling som den nu tiltalte.

De opbyggede hurtigt en fortrolighed, og som en smagsprøve på de hemmelige optagelser viste anklageren en videooptagelse af et par minutters varighed fra en gårdtur i fængslet.

Her går de to alene rundt i rask tempo i fængslets overdækkede gård, mens den nu tiltalte for første gang giver sig til at tale ivrigt om kvindedrabet fra Herlev.

Han kalder det »den klammeste sag« og giver sig angiveligt til at tale om drabet helt uopfordret.

Et par gange viser han med dramatiske armbevægelser, hvordan gerningsmanden angiveligt skubbede det gravide offer omkuld og stak hende adskillige gange med en stor kniv.

Lydsiden fra de skjulte optagelser var umiddelbar svær at høre på rettens lydanlæg, men det var muligt at opfange brudstykker som »stukket i maven«, »otte måneder henne« og »knivstik gennem hjernen«.

Den nu 29-årige er på optagelsen også optaget af, at den højgravide kvinde først fik skåret en stor del af sin næse af. Det kan tilsyneladende have bevismæssig værdi, da retsmedicinerne ved obduktionen af Louise Borglit ikke var i stand til at fastslå, i hvilken rækkefølge hun havde fået sine mange knivlæsioner.

Af de skjulte optagelser har anklageren bebudet, at han vil afspille samlet 73 klip med en sammenlagt varighed på to timer og 45 minutter.

Da der ikke er egentligt fysiske beviser i sagen i form af dna eller fingeraftryk, ventes optagelserne fra fængslet at kunne få meget stor betydning for bevisførelsen.

Derfor forsøgte forsvarsadvokat Christina Schønsted ved nævningesagens start også energisk at få retten til at afvise, at anklageren måtte bruge materialet fra den hemmelige PET-infiltrator.

Ifølge forsvareren ville det være i strid med retssikkerheden, fordi det reelt havde karakter af en politiafhøring, som hendes klient ikke var gjort bekendt med.

Rettens juridiske dommere ville dog ikke på forhånd afskære anklageren fra at bruge de hemmelige optagelser i retten.

Der ventes først dom i sagen i slutningen af juni.