Lyt til artiklen

Det ufødte barn, der i sidste uge blev reddet, da en gravid 37-årig kvinde blev overfaldet og dræbt i Holbæk, er nu også afgået ved døden.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Efter drabet på den gravide kvinde blev barnet reddet og bragt til behandling på sygehuset.

I første omgang forlød det, at det så ud til at ville overleve, og at det efter omstændighederne havde det godt.

Den anholdte 24-årige mand er afghaner.
Den anholdte 24-årige mand er afghaner.
Vis mere

Men barnet var skrøbeligt og havde brug for behandling, og mandag eftermiddag døde barnet – en lille dreng – på Rigshospitalet i København.

Den gravide kvinde arbejdede på et plejecenter i Holbæk og havde netop fået fri fra arbejde, da hun blev overfaldet i sin bil torsdag 3. november om aftenen.

Resolut førstehjælp reddede barnet, men moderen afgik ved døden kort efter ankomsten til sygehuset.

En 24-årig mand er anholdt i sagen, og han blev tirsdag fremstillet i grundlovsforhør.

Politiet arbejder med politihunde ved Sandholmlejren, hvor man i morges anholdt en 24-årig mand, der er mistænkt for drabet på en 37-årig kvinde.
Politiet arbejder med politihunde ved Sandholmlejren, hvor man i morges anholdt en 24-årig mand, der er mistænkt for drabet på en 37-årig kvinde.
Vis mere

Ifølge sigtelsen blev den formodede drabsmand tilskyndet til drabet af en 33-årig kvinde. Hun er også anholdt i sagen.

Den gravide kvinde fik – ifølge sigtelsen – tildelt adskillige knivstik på ben, krop og arme. Desuden fik hun skåret halsen over.

Både den dræbte og de to sigtede har afghansk baggrund.

Hvad det nærmere motiv skulle være til drabet, fortaber sig endnu i det uvisse. Det samme gør motivet til, at drabet blev udført på så brutal vis, som det var tilfældet.