I mere end 22 år har drabet på Connie B. Svendsen været uopklaret. Nu går politiet ud med nye oplysninger i sagen.

Den 31. august 1997 blev den dengang 51-årige Connie B. Svendsen dræbt i sin lejlighed i Rønne på Bornholm.

Men trods talrige efterlysninger i pressen, en hel del henvendelser fra borgere og mere end tusinde afhøringer, er gerningsmanden endnu ikke fundet, og derfor går Bornholms Politi nu ud med en ny oplysning, der kan få betydning for opklaringen af sagen.

I Kanal 5-programmet ’Drabscheferne – de uopklarede sager’ fortæller Henrik Schou fra Bornholms Politi, at man på gerningsstedet fandt tomme sprut- og vinflasker, og særligt sidstnævnte har på ny givet anledning til at efterlyse informationer om gerningsmanden.

Connie Birgitte Svendsen var servitrice på Hotel Hoffmann i Rønne på Bornholm. Hun blev kvalt i sin lejlighed.
Connie Birgitte Svendsen var servitrice på Hotel Hoffmann i Rønne på Bornholm. Hun blev kvalt i sin lejlighed.
Vis mere

»Der blev fundet en vinflaske, hvor proppen er trukket ud gennem blykappen. Det har vi ikke tidligere været ude med, men vi tænker, at det kunne være en interessant oplysning,« siger Henrik Schou i Kanal 5-programmet ’Drabscheferne – de uopklarede sager’.

»I og med at hun (Connie B. Svendsen, red.) er tjener, er det måske usandsynligt, at hun kunne finde på at åbne en flaske vin på den måde. Som tjeneruddannet kunne jeg forestille mig, at man skærer blykappen af,« siger han videre i programmet.

Iføge Henrik Schou kan der være en sandsynlighed for, at gerningsmanden har skullet sunde sig efter drabet, og at han i den forbindelse har haft behov for et glas vin og således åbnet flasken på den måde.

»Så hvis man har noget viden om personer, der åbner flasken på den måde, så ville det være en hjælp for efterforskningen,« siger han i programmet, der får premiere på Dplay onsdag.

Det er langt fra første gang, at Bornholms Politi går ud med oplysninger i offentligheden i forsøget på at opklare sagen. I 2017 kunne politikredsen oplyse, at man havde fået nye henvendelser i sagen, og at man i den forbindelse havde taget dna-prøver af en række personer på Bornholm.

Men trods henvendelserne og det faktum, at gerningsmanden røg hele syv cigaretter i Connie B. Svendsen lejlighed, som man senere har sikret sig dna fra, så er sagen altså fortsat uopklaret. Connie Birgitte Svendsen arbejdede som servitrice på Hotel Hoffmann i Rønne.

Hun blev sidste gang set i live om aftenen 31. august 1997 klokken 23.00, da hun gik hjem efter en aften i byen med nogle venner.

Du kan se ’Drabscheferne – de uopklarede sager’ på Dplay fra onsdag 29. januar.