En 44-årig mand er dømt for at dræbe sin jævnaldrende kæreste med flere knivstik. Han overvejer anke.

Om morgenen den 9. december sidste år ringede en 44-årig mand til alarmcentralen og fortalte, at hans kæreste havde begået selvmord i deres hjem i Skalkendrup nordvest for Nyborg.

17 minutter efter at politi- og ambulancefolk nåede frem, blev manden anholdt. Onsdag er Martin Arvid Voigt ved Retten i Svendborg blevet idømt 12 års fængsel for at have dræbt sin kæreste.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Kæresten blev dræbt med omkring ni knivstik mod hovedet, halsen og kroppen, mens hun lå i sin seng.

Martin Arvid Voigt har under hele sagen nægtet sig skyldig. Det meste af det, der skete den morgen, står i en tåge for ham.

- Jeg kan simpelthen ikke huske det. Jeg er helt blank. Men jeg tror, jeg gik op for at vække hende, og jeg husker, at jeg så en masse blod i sengen, forklarede han ifølge det regionale medie fyens.dk i retten.

Et motiv til drabet kan have været dårlig økonomi. Kæresten skulle nemlig tidligere have truet den 44-årige dømte med at gå fra ham grundet uoverensstemmelser om økonomien, skriver fyens.dk.

Den 44-årige overvejer nu, om han vil anke dommen til Østre Landsret.

/ritzau/