Den mand, der lørdag aften blev fundet død i Aalborg centrum, er nu identificeret.

Politiet kunne hurtigt konstatere, at der var tale om et drab, og to mænd og en kvinde blev kort efter anholdt i sagen.

Nordjyllands Politi oplyser søndag morgen, at den afdøde er en 38-årig mand.

Hans nærmeste pårørende er underrettet.

Anmeldelsen om, at en livløs mand var fundet ved biblioteket i Rendsburggade, kom klokken 22.50.

Da patruljen nåede frem, fandt de en mand med nogle skader, der antydede, at han havde været udsat for en forbrydelse.

Tre personer – to mænd og en kvinde på henholdsvis 31, 37 og 41 år – blev kort efter anholdt.

De bliver fremstilles i grundlovsforhør i løbet af søndagen. Sandsynligvis for lukkede døre.

»Det første døgn efter et drab er enormt vigtige for det fortsatte efterforskningsarbejde, så vi har sat rigtig mange ressourcer på sagen. Vi er i fuld gang med at afhøre vidner og arbejder fortsat på at sikre spor i sagen.«

Det siger vicepolitiinspektør Sune Myrup i en pressemeddelelse fra politiet.

Politiet formoder, at der er tale om et opgør i byens misbrugsmiljø, men der er endnu ikke et fuldstændig klart billede af, hvad der er sket.

»Der er endnu ikke et klart billede af hændelsesforløbet, men vi arbejder med forskellige hypoteser,« udtaler vicepolitiinspektøren og understreger, at borgerne i området ikke har grund til at føle sig utrygge.

»Som borger vil man kunne opleve et massivt opbud af uniformeret politi i området omkring Rendsburggade, Nytorv og Østerbro, men der er ingen grund til at føle sig utryg.«

Vicepolitiinspektøren opfordrer desuden til, at man henvender sig til Nordjyllands Politi på telefon 114, hvis man har set noget mistænkeligt i området omkring hovedbiblioteket i Aalborg, lørdag aften.