DR laver i artikel om Facebook-aktier produkt-reklame, fastslår mediejurist. DR erkender fejlen og trækker artiklen tilbage.

Danmarks Radio vejleder med artiklen »Guide: Sådan køber du aktier i Facebook« på DR.dk læserne i, hvordan de skal anskaffe sig de meget omtalte aktier i det sociale netværk. Men artiklen reklamerer samtidig for specifikke produkter og er derfor problematisk, fastslår Oluf Jørgensen, mediejurist og forskningschef ved Danmarks Journalisthøjskole.

»Overskriften - »Guide: Sådan køber du aktier i Facebook« - er formuleret som en reklame for køb af Facebook-aktier. Indledningen i artiklen fortsætter linjen med at forklare, at det er meget let, og DR hjælper ukyndige på vej med links til Saxo Bank og Etrade,« påpeger Oluf Jørgensen og fortsætter:

»Det er i strid med markedsføringsloven og radio- og fjernsynsloven at blande reklame ind i en redaktionel tekst. Efter min vurdering overtræder DR dette forbud. DR må i det hele taget ikke reklamere for bestemte kommercielle produkter.«

DR: Forkert at nævne særlige handelshuse

Artiklen blev lagt på DR.dk den 18. maj. Den skal ifølge Anders Kappel, chef for DR Nyheder DR.dk, ses i lyset af nyhedsdækningen om, at Facebook gik på børsen samme dag.

»Men når det er sagt, er det helt klart en fejl, at vi nævner navnet på konkrete onlinehandels-huse – det skal vi selvfølgelig ikke. Hvis vi overhovedet skulle nævne navne, skulle vi give den komplette liste.«

Artiklen bryder ifølge ham med princippet om, at Danmarks Radio som public service-station for så vidt muligt skal holde privat-økonomiske interesser i armslængde.

»Så snart jeg kommer hen til en computer, bliver artiklen fjernet. Vi opdaterer også vores side med fejl og fakta med, at formuleringen i artiklen var en fejl. Vi skal ikke gøre reklame,« siger Anders Kappel.