Onsdag eftermiddag fik Dorthe Hessel den slags opkald, som alle forældre frygter. Hendes 12-årige datter var blevet kørt ned af en Porsche - for øjnene af sine klassekammerater - og havde pådraget sig flere skader.

To dage senere er Dorthe Hessels datter stadig indlagt på hospitalet, men havde det været en anden bil, der ramte hende, kunne det være endt fatalt.

»Lægerne siger, hun er sluppet billigt. Vi skal prise os lykkelige for, at det var en lav bil, der ramte hende. Ellers kunne det være gået helt galt,« siger Dorthe Hessel.

Billigt vil sige, at datteren pådrog sig et kompliceret benbrud, et brud på venstre håndled og en svær hjernerystelse efter påkørslen, hvor hun blev slynget op på forruden og herefter ned på jorden.

»Hun blev opereret i går (torsdag, red.), og først i dag er hun ved at blive sig selv igen,« siger Dorthe Hessel og fortsætter:

»Efter omstændighederne har hun det godt. Hun slet kan ikke huske, hvad der skete.«

Hendes 12-årige datter stod sammen med flere klassekammerater og ventede på en bus hjem fra skole i byen Bitris uden for Kirke-Hyllinge, da hun klokken 14:55 blev påkørt af Porschen.

Bag ved Porschen kørte en mand i en sort VW Golf på tyske plader, som kom ud og trøstede den kvindelige billist.

Men efterfølgende satte de sig begge ind i Golfen og stak af fra ulykkesstedet.

Dorthe Hessels tilskadekomne datter overlod de til sig selv - og hendes chokerede klassekammerater samt andre vidner, som kom hende til undsætning.

Også Porschen efterlod de på ulykkesstedet.

»Det er forfærdeligt. Man skal ikke køre fra en ulykke. Man skal blive på stedet og stå ved sit ansvar,« siger Dorthe Hessel og tilføjer, at påkørslen skete i et farligt kryds, hvor der har været flere uheld den seneste tid.

Kvinden, der kørte Dorthes datter ned, er nu efterlyst af Midt- og Vestsjællands Politi for ikke at have overholdt de forpligtelser, der ifølge færdselsloven er pålagt en part i et færdselsuheld. Også manden er efterlyst.

Det viste sig nemlig, at der på Porschen sad en nummerplade, der tilhørte en VW Golf, som blev stjålet fra Ølsted i Nordsjælland natten mellem søndag og mandag.

»Det ser ud til, at der ligger en kriminel handling bag. Det, synes jeg, er det mest forfærdelige. Jeg havde bedre kunnet leve med det, hvis der havde været tale om et hændeligt uheld,« siger Dorthe Hessel.

»Men jeg har faktisk ikke gjort mig de store tanker om gerningskvinden og hendes handlinger endnu. Indtil nu har jeg udelukkende forholdt mig til min datter og været der for hende. Jeg har tiltro til, at politiet undersøger sagen til bunds og finder frem til den skyldige,« fortsætter hun.

Dorthe Hessels 12-årige datter slipper heldigvis fra den voldsomme påkørsel uden mén.

»Hun skal igennem genoptræning, og det kan tage op til et halvt år, før hun er kommet sig helt,« siger Dorthe Hessel.

Politiet vil 'meget gerne' høre fra vidner, der har set den sorte VW Golf, som den kvindelige fører af Porschen og manden flygtede i fra stedet, eller fra borgere, der i øvrigt har oplysninger i sagen.

Du kan kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 114.