Københavns Politi får medhold i, at det var i orden at aflytte miljøaktivister. Kun to ud af 17 aflytninger var ulovlige.

Østre Landsret har givet politiet ret i, at det var i orden at aflytte 15 personer med tilknytning til Greenpeace i forbindelse med klimatopmødet i København.

En advokat mente, at de mange indgreb var ulovlige og havde kæret en byretsdommers godkendelse til landsretten.

I alt besluttede politiet at sætte 17 aflytninger i gang mod aktivister, men de to fik det røde kort, da indgrebene derefter blev forelagt en dommer i Københavns Byret.

Disse to aflytninger var altså ulovlige. Betjentene er blevet bedt om at forklare sig, og Justitsministeriet skal derefter sende en redegørelse til byretten om, hvorfor det skete.

Aflytningerne skete næsten samtidig med den meget omtalte happening på Christiansborg Slot, som lykkedes på grund af politiets ringe kontrol med gæsterne til dronningens gallamiddag.

/ritzau/