Domsmand faldt om under drabssag i landsretten
Vestre Landsret behandler tirsdag en ankesag mod en ung mand, der er dømt for at voldtage og dræbe en 13-årig.

Vestre Landsret behandler tirsdag en ankesag mod en ung mand, der er dømt for at voldtage og dræbe en 13-årig.

En domsmand faldt tirsdag formiddag om under behandlingen af en drabssag mod en 20-årig mand i Vestre Landsret.
Kvinden besvimede, mens sagens anklager viste billeder af de skader, som en 13-årig pige fik i forbindelse med drabet i marts 2024.
Tilhørerne blev kortvarigt ført ud af retslokalet. Journalister og pårørende, der er mødt op i landsretten, var samlet udenfor.
Domsmanden kom efter kort tid på benene igen. Og behandlingen af ankesagen mod den unge mand fortsætter.
Den 20-årige blev i juli sidste år idømt 12 års fængsel i Retten i Hjørring for at have voldtaget og dræbt den 13-årige pige i Hjallerup i Nordjylland.
Det er anklagemyndighedens påstand, at den 20-årige mand skal idømmes forvaring - indespærring på ubestemt tid - for forbrydelsen.
Det er også derfor, at anklager Emil Stenbygaard tirsdag formiddag viste billeder af den afdøde pige.
- Spørgsmålet om forvaring handler også om karakteren af den vold, der er blevet begået, siger anklageren under sin redegørelse af sagen.
På en scanning af den afdøde piges kranie, som anklageren viser, ses i hvert fald syv forskellige knoglebrud.
Man kan konstatere, at pigen er blevet kvalt, og man lægger til grund, at hun er blevet trampet på halsen, fortæller anklageren.
Det skyldes en sammenligning mellem sålerne på den unge mands fodtøj og mærkerne, der blev fundet på den 13-åriges hals.
Ifølge den 20-åriges forklaring dræbte han pigen, efter at hun havde gjort deres kæresteforhold forbi.
Han er også fundet skyldig i at have voldtaget den 13-årige pige, der om aftenen den 11. marts 2024 blev fundet livløs og afklædt bag et fjernvarmeværk i Hjallerup.
/ritzau/