Dommere og advokater kritiserer lovforslag om banders hjælpere
Med nyt lovforslag vil regeringen straffe personer, der hjælper hyrede drabsmænd, med fængsel i fire år.

Med nyt lovforslag vil regeringen straffe personer, der hjælper hyrede drabsmænd, med fængsel i fire år.

Et lovforslag, der skal gøre det nemmere at straffe personer, der spiller en mindre rolle, når banderne hyrer eksempelvis unge svenskere til at begå drab i Danmark, bekymrer dommere og advokater.
Selv om hjælperne ikke er klar over, hvilken forbrydelse der skal begås, skal de straffes med fængsel i op til fire år, hvis de hjælper til ved en forbrydelse, der kan give fængsel på livstid, fremgår det af lovforslaget.
Det bekymrer Landsforeningen af Forsvarsadvokater meget, siger foreningens formand, advokat Kåre Pihlmann.
- Med den her nye måde at lovgive på udvander man kravene til forsæt til medvirken.
Som loven er i dag, kan man straffes for medvirken til eksempelvis drabsforsøg, hvis man ved eller i det mindste anser det som overvejende sandsynligt, at ens handlinger er medvirkende til, at nogen vil blive forsøgt dræbt.
Det er det, der i strafferetten kaldes forsæt.
Men hvis regeringens lovforslag bliver til virkelighed, kan man straffes med op til fire års fængsel, hvis man for eksempel sørger for mad, transport og bolig til en person, der er hyret af bandekriminelle til at begå drab, selv om man ikke ved, at personen er hyret til at begå drab.
Dog skal man vide, at den person, man hjælper, vil begå kriminalitet.
Lovforslaget, der også omhandler en række tiltag på bandeområdet, blev sendt i høring i midten af september, og mandag er der frist for høringssvar.
Landsforeningen af Forsvarsadvokater udtrykker i sit høringssvar stor betænkelighed over forslaget.
Også Dommerforeningen, der varetager de juridiske dommeres interesser, er kritiske over for lovforslaget.
- Strafansvaret kommer herved til at afhænge af en anden persons alvorlige kriminalitet, selv om denne kriminalitet ikke kunne forudses af den, som har ydet bidraget, fremgår det af et høringssvar fra foreningen.
Justitsministeren henviser i sine overvejelser om lovforslaget til de mange sager med unge svenskere, der lader sig hyre til at begå kriminalitet - særligt drabsforsøg - i Danmark.
Videre lyder det, at det har været svært at løfte bevisbyrden for medvirkensansvar for personer, der for eksempel har hjulpet en gerningsmand med bolig eller transport.
Med lovforslaget vil regeringen kunne straffe alle led i kæden, når der eksempelvis begås et drabsforsøg.
- Kriminelle, som med åbne øjne bidrager til strafbare forhold, skal ikke kunne undgå ansvar, fordi de ikke har kendskab til den konkrete alvorlige forbrydelse, de bidrager til, eller fordi det ikke med den fornødne sikkerhed kan bevises, at de har et sådant kendskab, lyder det i lovforslaget.
Men vanskelighederne med at løfte bevisbyrden kan ifølge Dommerforeningen ikke begrunde, at man ser bort fra, hvad gerningsmanden har vidst.
- Foreningen kan derfor ikke støtte bestemmelsen i dens foreliggende udformning, lyder det i høringssvaret.
RITZAU