En 22-årig mand, der mistænkes for at have stukket en lærer på Nyborg Efterskole ned, er blevet løsladt.

Odense. Natten til søndag blev en lærer på Nyborg Efterskole stukket ned, og tirsdag anholdt politiet en 22-årig mand i sagen.

Onsdag eftermiddag blev manden fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for blandt andet drabsforsøg.

Men dommeren efterkom ikke politiets og anklagemyndighedens krav om, at han skulle varetægtsfængsles. I stedet blev manden løsladt, oplyser Fyns Politi.

Ifølge fyens.dk, som var til stede ved grundlovsforhøret, erkender den 22-årige forsøg på indbrud, men han nægter sig skyldig i drabsforsøg.

Det er politiets opfattelse, at gerningsmanden til knivstikkeriet er en indbrudstyv, der efter et mislykket indbrud på efterskolen vendte tilbage til skolen, hvor den 58-årige efterskolelærer overnattede.

Klokken var lidt i tre om natten, da læreren første gang hørte mistænkelige lyde ved lærernes soverum. Læreren stod op og overraskede en indbrudstyv.

- Tyven tabte den ene sko og en lommelygte og stak derefter af fra stedet. Politiet kom derud og instruerede læreren i fortsat at holde døren låst, sagde vagtchef Søren Frederiksen søndag til Ritzau.

Men et par timer efter var den gal igen. Tyven vendte tilbage til gerningsstedet.

- Han påstod, at han havde tabt en stålbrille, som han forlangte at få igen. Så opstår der en situation, hvor læreren bliver stukket i armhulen. Formentlig med en kniv, men det ved vi ikke, sagde vagtchefen.

Læreren, der er uden for livsfare, er ifølge politiet overbevist om, at der er tale om samme gerningsmand.

Det har ikke været muligt at få oplyst, om anklagemyndigheden valgte at kære løsladelsen af den 22-årige.

/ritzau/