En frastødende videooptagelse af en flere minutter lang mishandling af en blødende og hjælpeløs mand i en skovbund blev mandag formiddag vist i byretten i Glostrup.
Her viste anklageren videofilmen ved begyndelsen af en omfattende retssag mod seks unge – fem mænd og en kvinde – der er tiltalt for stribevis af brutale overfald på ofre, som de selv opfattede som pædofile.
Formålet med overfaldene var angiveligt at udstille ofrene som pædofile. Mændene blev kaldt »pædosvin« og lignende, og overfaldsvideoer blev delt på sociale medier såsom Instagram og Telegram på profiler knyttet til et selvtægtsnetværk.
Det forsvarsløse offer i videofilmen, der blev optaget sent på aftenen 23. maj i fjor i Vestskoven i Albertslund, blev ifølge anklageskriftet slået, sparket og trampet på 110 gange, så han til sidst mistede bevidstheden og blev efterladt hjælpeløs i skovbunden.
Den 30-årige mand havde da fået brækket både næsen og to ribben, ligesom hans ene lunge var klappet sammen.
Videofilmen af overfaldet var alt andet end behagelig at overvære, men ikke desto mindre fandt nogle af tilhørerne i retslokalet det åbenbart så underholdende at se på mandens smertefulde lidelser, at retsformanden måtte gribe ind:
»Der er ikke noget af det her, der er underholdning. Hvis I ikke kan lade være med at grine, så er det udenfor,« lød advarslen fra byretsdommer Gitte Arildsen, inden afspilningen kunne fortsætte i stilhed.
I alt er der nævnt ti navngivne ofre i sagen, der begyndte mandag formiddag.
Dommen ventes først at falde 27. maj.

