En far og hans to sønner er tiltalt for i fællesskab at have skudt og skåret halsen over på 41-årige Nazim Ilazi i februar i fjor. Ifølge den 45-årige far, MO, handlede han i nødværge for at redde sin families liv fra en narkokriminel, der afpressede ham. I dag falder dommen.

Mørket havde sænket sig over Bygmestervej i februar i fjor, da den 41-årige kioskejer Nazim Ilazi trak vejret for sidste gang.

Først var han blevet skudt med et haglgevær, dernæst tævet og og stukket 16 gange med en kniv. På åben gade fik han skåret halsen over - ifølge politiet af en 45-årig mand og hans to sønner efter aftale og i forening. En tredje søn har tidligere været fængslet i sagen.

- Den store halspulsåre er skåret helt over. Blodårer tilbage til hjertet er skåret over på begge sider. Uden sammenligning i øvrigt er det den metode, man bruger, når man halal-slagter dyr, for der forbløder man simpelthen så hurtigt, har retsmediciner Gyda Lolk Ottosen fortalt i retten om episoden, der fandt sted 10. februar 2009.

Den 45-årige far, MO, har erkendt at have slået Nazim Ilazi ihjel, men nægter manddrab. Offeret afpressede ham, truede med at dræbe hans familie og var involveret i narkohandel, har han fortalt i retten.

- Jeg skød for at skræmme og for at stoppe ham. Jeg var bange for, at han ville slå min søn ihjel. Hvis jeg ikke havde haft et våben den aften, var det mig, der var død, har den 45-årige MO forklaret.

Den påstand skal Retten på Rederiksberg i dag tage stilling til.

Flere vidner i sagen har fortalt, hvordan den afdøde ikke var blandt guds bedste børn.

- Jeg har købt stoffer af ham. Jeg har også fået dummebøder, fordi jeg var langsom til at betale. Nogle gange var det 20.000 kr., så 70.000, så 80.000. Han havde også nogle ikke så flinke venner, som jeg var bange for, har en stofmisbruger, som MO's forsvarer Erbil Kaya førte som karaktervidne, forklaret.

Ifølge MO var Nazim Ilazis død kulminationen på års afpresning. I 2006 havde den dræbte lånt ham 180.000 kr. til køb af ny bus. Men efter at lånet var betalt tilbage, blev Nazim Ilazi ved med at afkræve penge, har han bedyret i retten. Afpresningen eskalerede ifølge tiltalte, da en af hans tre busser brændte i september 2008, og forsikringen udbetalte 400.000 kr.

De penge ville Nazim Ilazi have, har MO bedyret, og derfor mødte den 41-årige op på busselskabets kontor på Bygmestervej, hvor han truede MO's søn, FO, på livet.

- Jeg slår jer alle sammen og jeres familie ihjel, hvis din far ikke kommer med penge, sagde Ilazi ifølge tiltalte til sønnen FO.

Samme aften kørte MO til Christiania og købte et oversavet haglgevær og en pistol. Mindre end tre døgn senere rettede han geværet mod Nazim Ilazi .

Begge sønner nægter sig skyldige i sagen, og MO har tidligere afvist, at de har noget med sagen at gøre.

Et vidne har dog forklaret, at overfaldet blev begået af ikke én, men flere mænd. Der falder dom kl. 13.