Til middag falder dommen over den 48-årige sex-ingeniør, der står tiltalt ved retten i Lyngby.

Dommer og domsmænd voterer netop nu om, hvad det skal koste at have haft sex med en 14-årig. At have ledt en 16-årig og en 17-årig pige ud i prostitution.

At have banket en 16-årig pige. At have stukket en finger op i skeden på en 12-årig. At have forsøgt at få oralsex af en anden 12-årig.

Og ikke mindst at have forsøgt at skaffe små piger og drenge ned til 12 års alderen til en planlagt sexskole.

Anklageren mener, at den 48-årige ingeniøruddannede mand, skal have maximalstraffen ved en domsmandsret. Det vil sige 3 år og 11 måneders fængsel. Dertil kommer fem måneders fængsel, fordi manden i 2009 blev idømt fem måneders betinget fængsel for anden kønslig omgang end samleje med en 10-årige veninde til sin datter.

Og for at have forsøgt at få oralsex af sin fire-årige yngste datter.

Altså i alt fire år og fire måneder.

Den tiltalte ingeniør nægter sig skyldig i alle anklager. Han erkender dog at have haft sex med en 14-årig pige på sin 47 års fødselsdag på et hotel i Aalborg.

Han erkender også at have modtaget penge fra en 17-årig døvstum piges prostitution, men hævder, at han blot lagde lejlighed til, når hun betjente sine kunder i københavnsområdet.

Alt andet afviser han som 'fantasier' eller som S/M-leg mellem ham og en 16-årige pige.

Forsvarer Ole Scmidt mener derfor ikke, at der kan blive tale om mere end højst et års fængsel.

Hvis retten finder, at anklagemyndighedens beviser ikke er stærke nok til at bære den lange straf, kan ingeniøren forlade retten i Lyngby som en fri mand i dag.

Han har nemlig allerede siddet varetægtsfængslet i 16 måneder op til domsafsigelsen.