Anklagemyndigheden går efter dødsdomme til de hovedmistænkte i sagen. Andre risikerer livstid.

Retssagen mod 24 mænd, der er anklaget i forbindelse med drabene på danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Ueland i Marokkos Atlasbjerge i december nærmer sig sin afslutning.

Torsdag skal anklager og forsvarsadvokater fremføre deres afsluttende bemærkninger ved domstolen i Salé, hvor mændene er under anklage.

Anklagemyndigheden går efter dødsstraf til de tre hovedmistænkte mænd i sagen. Marokko har dog ikke eksekveret en dødsdom siden 1993.

Nyhedsbureauet AFP har tidligere fortalt, at to af mændene i maj erkendte at have udført drabene. Den tredje erkendte at have optaget det på video.

De skandinaviske kvinder blev dræbt med kniv og efterfølgende halshugget. Angiveligt i bevægelsen Islamisk Stats navn.

En af de hovedmistænkte, Abdessamed Ejjoud, har under sagen forklaret, at han fortryder sine handlinger.

- Jeg plejede at elske Islamisk Stat, men nu ved jeg ikke. Alt hvad jeg ved, er, at jeg angrer, at jeg dræbte de to turister, sagde han ifølge den norske avis VG under et tidligere retsmøde.

Ifølge nyhedsbureauet AFP har 21 af de 24 anklagede erkendt at være en del af Islamisk Stat. Men bevægelsen har aldrig offentligt meldt ud, at den skulle stå bag drabene. Det har den ellers gjort ved andre angreb.

Ud over livstidsdommene til de tre hovedmænd går anklagemyndigheden ifølge AFP efter domme på mellem 15 års fængsel og livstid til de øvrige 21.

En af forsvarsadvokaterne, Hafida Mekkassou, siger til AFP, at man fra forsvarets side vil opfordre retten til som formildende omstændighed at lægge vægt på de tiltaltes sociale forhold og psykiske uligevægt.

Louisa Vesterager Jespersens familie er repræsenteret ved en advokat under sagen. Hun har til AFP fortalt, at familien vil kræve en erstatning på ti millioner marokkanske dirham. Det svarer til knap syv millioner kroner.

/ritzau/