Tre mænd er onsdag ved Retten i Aarhus idømt fængsel mellem fem et halvt og seks et halvt år samt tillægsbøder på hver 185 millioner kroner.

De er fundet skyldige i at have fremstillet og videredistribueret millioner af illegale cigaretter på en cigaretfabrik i Aulum i Vestjylland.

Mere konkret er der tale om svimlende 92 millioner cigaretter.

En fjerde mand er idømt bøde fængsel i tre år og en tillægsbøde på 44 millioner kroner for at have spillet en mindre rolle i sagen. En femte mand er blevet frifundet.

De tårnhøje bøder er givet på baggrund af, at mændene har snydt statskassen for 186 millioner, fordi de undlod at betale afgifter for cigaretterne.

Politiet afslørede i februar 2022 det ulovlige foretagende, da i en koordineret aktion i februar sidste år slog til mod adskillige jyske adresser.

Heriblandt landbrugsejendommen i Aulum, der altså viste sig at være indrettet med professionelt udstyr til cigaretproduktionen.

På adressen var også 26 millioner cigaretter, ti ton tobak, en pengetællemaskine og flere elektroniske apparater til at forstyrre lyd- og teleforbindelser.

Derudover fandt man to millioner kroner i kontanter på en adresse med tilknytning til en af de nu dømte. Pengene var gravet ned i et grønt område.

»Dommen understreger politiets og myndighedernes evne til at optrævle organiserede kriminelle netværk, til trods for at de gør sig særdeles ihærdige forsøg på at sløre, hvad de foretager sig.«

»Straffene afspejler, at afgiftssvindel i den her størrelsesorden er en alvorlig forbrydelse,« lyder det fra specialanklager ved NSK, Jacob Gents, der har ført sagen ved retten.

I forbindelse med efterforskningen har NSK beslaglagt en lang række værdigenstande hos de dømte. Heriblandt store pengebeløb, ure til flere millioner, flere danske og udenlandske ejendomme kapitalandele i selskaber, diverse indbo og adskillige luksusvarer.

Politiet har anmodet retten om at beslutte, om de mange genstande kan bruges til at dække dele af de store bøder og sagsomkostningerne.

Lyt til B.T.'s kriminalpodcast her: